Hvem er jeg?

Valentin
Din yoga-underviser

Mit navn er Valentin og i mere end 10 år har jeg dyrket yoga, først på min arbejdsplads en gang om ugen og senere flere gange om ugen i forskellige yoga-studier. Denne praksis har åbnet op for en helt ny verden for mig takket være min 300-timers uddannelse hos MISA, hvor Sally har været min guide.

Hvad der startede som en sjov hobby, har nu udviklet sig til en essentiel del af mit liv, og jeg kan tydeligt mærke forskellen i min krop, hvis ikke jeg dyrker yoga regelmæssigt.

Det er en markant forandring fra den verden, jeg tidligere befandt mig i som maskinmester. Efter seks år til søs vendte jeg tilbage til land og forblev inden for den maritime industri, hvor jeg arbejdede med projekter og reservedelssalg til store skibsmotorer. Det sidste år har jeg været projektleder i en lille startup-virksomhed, men jeg valgte at stoppe, da jeg kunne mærke jeg brændte mere for noget andet.

Derfor vil jeg nu gerne tilbyde dig muligheden for at deltage på mit yogahold hos Your Yoga :-)

Min yoga

I 2022 fuldførte jeg min uddannelse som Hatha-instruktør, hvilket har givet mig en omfattende viden om kroppens struktur, de forskellige asanas og deres positive virkning på både krop og sind. Når jeg underviser i yoga, lægger jeg altid vægt på at skabe en forbindelse til lokalet, sænke pulsen og blive opmærksom på kroppen.

Som en del af min undervisning indleder jeg ofte med øvelser, der fokuserer på skuldre og nakke. Dette skyldes, at jeg gennem mit arbejdsliv har observeret mange kolleger med udfordringer i dette område. Derefter opbygger jeg forskellige asanas med forskellige fokuspunkter, såsom grounding, hofteåbning, twist eller bagoverbøjning, og mange flere.

Til sidst afslutter jeg altid med en beroligende og dyb afspænding, normalt akkompagneret af mindfulness-musik.

Jeg ser frem til at møde dig på yogamåtten og dele oplevelsen med dig.